Englands historie

Stonehenge der blev rejst i flere etaper fra 2500-2000 f.Kr.

England var beboet for mere end 800.000 år siden, som fund af flintredskaber og fodaftryk ved Happisburgh i Norfolk viser.[1] De tidligste spor efter mennesker i Nordvesteuropa er en kæbeknogle, som blev fundet i Devon ved Kents Cavern i 1927. Den blev i 2011 dateret til at være mellem 41.000 og 44.000 år gammel.[2] Faste bosættelser i England begyndte i slutningen af sidste istid for omkring 13.000 år siden, Creswelliankulturen. Området har mange rester fra mesolitikum, neolitikum og bronzealderen som Stonehenge og Avebury. Under jernalderen blev England som resten af Storbritannien syd for Firth of Forth beboet af keltere kaldet britere og nogle belgiske stammer (bl.a. Atrebates, Catuvellauni og Trinovanter) i sydøst. I år 43 e.Kr. begyndte den romerske erobring af Britannien, hvorefter Romerriget tog kontrol over provinsen Britannia til 400-tallet.

Enden på romersk herredømme i Storbritannien tillod Angelsaksisk bosættelse i Storbritannien. Det betragter historikere som grundlæggelsen af England, det engelske folk og begyndelsen på middelalderen. Angelsakserne, der var en blanding af germanske folkeslag grundlagde flere kongeriger, der var de primære magtfaktorer til nutidens England og dele af Sydskotland.[3] De talte oldengelsk, der i stor udstrækning erstattede det tidligere britiske sprog. Angelsakserne bekrigede de britiske stater Wales, Cornwall og Hen Ogledd (oldnordisk; britannisktalende del af Nordengland og det sydlige Skotland) samt med hinanden. Vikingetogter blev almindelige fra omkring år 700, og Nordboerne bosatte sig i store dele af, hvad der i dag betegnes som England. I denne periode forsøgte flere uafhængige herskere at samle de forskellige angelsaksiske kongedømmer. Det ledte til kongeriget England i 900-tallet.

I 1066 invaderede og erobrede normannerne hele England. Det normanniske dynasti blev etableret af Vilhelm Erobreren, og det regerede over England i over et halvt århundrede til kriserne kaldet anarkiet (1135-1154). Efter anarkiet blev det Huset Plantagenet, et dynasti som senere arvede retten til Kongeriget Frankrig, som tog magten i England. En arvekrise i Frankrig førte til hundredårskrigen (1337–1453), der var en serie konflikter, som involverede ledende skikkelser i begge nationer. Efter hundredårskrigen blev England offer for borgerkrigen om arvefølgen. Under Rosekrigene kæmpede to grene af Plantagenet-familien mod hinanden: Huset York og Huset Lancaster. Henrik Tudor fra Huset Lancaster afsluttede rosekrigene og etablerede Tudordynastiet i 1485.

Under huset Tudor og det senere stuartdynasti blev England en stor kolonimagt. I Stuarternes tid blev den engelske borgerkrig udkæmpet. Den medførte henrettelsen af Charles 1. (1649) og flere republikanske regeringer: først en parlamentarisk republik kaldet Commonwealth of England (1649-1653) og derefter et militærdiktatur under Oliver Cromwell kendt som Protektoratet (1653-1659). I 1660 kom Stuartdynastiet tilbage til magten, selv om fortsatte diskussioner om religion og magt resulterede i afsættelsen af Stuart-kongen James 2. under the Glorious Revolution (1688). England, der havde erobret Wales i 1200-tallet, blev slået sammen med Skotland i 1707 og dannede en ny suveræn stat kaldet Kongeriget Storbritannien.[4][5][6] Efter den industrielle revolution regerede Storbritannien over et verdensomspændende imperium, der er det største i historien. Efter afkoloniseringen i 1900-tallet, der hovedsagelig blev forårsaget af svækkelse af Storbritanniens magt efter de to verdenskrige, er stort set alle imperiets oversøiske områder i dag selvstændige lande. Den kulturelle påvirkning er dog fortsat i mange af dem.

  1. ^ Sample, Ian (7. juli 2010). "First humans arrived in Britain 250,000 years earlier than thought". The Guardian. Arkiveret fra originalen 3. februar 2014. Hentet 29. januar 2014; Wade, Nicholas (7. juli 2010). "Clues of Britain's First Humans". The New York Times. Arkiveret fra originalen 4. juli 2018. Hentet 22. december 2011; "Earliest footprints outside Africa discovered in Norfolk" Arkiveret 3. marts 2020 hos Wayback Machine. (2014). BBC News. Hentet 7. februar 2014.
  2. ^ "Jawbone is earliest evidence of modern humans in NW Europe | Human World | EarthSky". Arkiveret fra originalen 7. november 2017. Hentet 16. december 2016.
  3. ^ The Anglo-Saxons Arkiveret 13. august 2017 hos Wayback Machine, BBC – History
  4. ^ Uniting the kingdom? Arkiveret 29. september 2018 hos Wayback Machine nationalarchives.gov.uk, Hnetet 2. juli 2011
  5. ^ The Union of the Parliaments 1707 Arkiveret 2. januar 2012 hos Wayback Machine Learning and Teaching Scotland, Hentet 2. juli 2011
  6. ^ Union with England Act 1707, Article II

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search